REJSEMÅLET
350 kilometer syd for Athen ligger Mani-halvøen. Et barsk og ukendt område af
Grækenland. Kun få danskere har besøgt dette sydlige område af Peloponnes. Men
de, der har været der, glemmer aldrig deres møde med Mani. Specielt ikke, hvis
de fik besøgt kystbyen Kardamili. Hvis man er vild med diskoteker, barer,
solskoldede turister og menukort på dansk, skal man ikke vælge Kardamili. Kan
man til gengæld lide en ubegribelig smuk natur med mulighed for vandreture i
Grækenlands næststørste slugt eller gåture af snoede stier til fjerntliggende
bjerglandsbyer, har man valgt det rette sted. Ligeledes byder Kardamili på gode
badestrande, langsomt tilberedt mad, fred, spændende arkitektur og en yderst
interessant historie. Slutningen af september og begyndelsen af oktober er den
bedste måned at besøge Sydgrækenland på. Turisterne er næsten forsvundet,
badevandet har nået toptemperatur, græsset er igen blevet grønt og lyset er
sagtmodigt.

Turen går med rutefly til Athen. Herefter med bus gennem Peloponnes til
Kardamili. Peloponnes, er kendt for de olympiske lege, Sparta, det store teater
i Epidauros, grækernes start på frihedskrigen mod tyrkerne og meget mere. Men
området er også kendt for en fantastisk honning, fine krydderier, havsalt, en
slags klipfisk, vilde bjergurter, god vin, fed og græsgrøn olivenolie og meget
mere. På busturen til Athen gøres der stop ved blandt andet Korinter-kanalen og
ved strandpromenaden i Messeniens hovedstad.
HOTELLET
Indkvartering på hotel Vardia og Anniska. Store værelser med køkken, køleskab,
balkon og udsigt mod havet To meget charmerende hoteller med få værelser og
hyggelig betjening. En god og solid morgenmad indleder dagen.


KURSUSLOKALET
Kursusstedet er taverna Perivolis. Et hyggeligt lokale med pejs, som ejeren Pete
gennem årene har stillet til rådighed for THEO-KUR. Under undervisningen kan der
købes kaffe, vin og andre forfriskninger.
